Udlevering af danske statsborgere

Hvor der er sket opfyldelse af en række betingelser, kan der ske udlevering til et andet land for en formodet kriminel handling foregået her. Nedenstående gennemgang tager udgangspunkt i de væsentligste problemer dette giver, og kan derfor ikke anses for udtømmende. Ved konkret anvendelse af reglerne kan det kun anbefales at søge advokatbistand.


Af Lars Bjørknæs

1. Generelt
2. Udleveringens konsekvenser
3. Indgåede udleveringsaftaler
4. Manglende udleveringsaftaler
5. Modtagerlandes anmodning
6. Dokumentation for udleveringsbegæringen
7. Afprøvning af udleveringsanmodning
8. Udlevering til ikke EU-land
9. Udlevering til et EU-land
10. Begrænsninger i udleveringsadgangen
11. Anmodningslandets kompetence
12. Begrebet dansk statsborger
13. Justitsministerens kompetence

1. Generelt
Blandt hovedbetingelserne for udlevering til et andet land er Udleveringslovens §2. Bestemmelsens ordlyd er:
Justitsministeren kan på grundlag af en overenskomst med en stat uden for Den Europæiske Union fastsætte, at danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den pågældende stat,
1. Hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, eller
2. Hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.
Stk. 2. Gælder der i forhold til en stat uden for Den Europæiske Union ikke en af de i stk. 1 nævnte overenskomster, kan justitsministeren træffe beslutning om udlevering af en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis betingelserne i stk. 1 i øvrigt er opfyldt og særlige hensyn til retshåndhævelsen taler derfor.

Ud over at skelne mellem om udleveringen sker til et land inden- eller udenfor EU, er et afgørende moment i vurderingen af om udlevering skal ske, om den påståede handling kan anses for så væsentlig også efter dansk ret, at dette begrunder en udvisning. Tankegangen er, at udlevering til lande udenfor EU kun kan ske, hvor de formodede handlinger kan straffes med fængsel i indtil 4 år.

2. Udleveringens konsekvenser
Som de fleste andre lande har Danmark den generelle regel, at man ikke ønsker at udlevere sine lands statsborgere til retsforfølgelse i udlandet, medmindre der er tungtvejende grunde hertil og den eventuelt forestående retssag må anses for at foregå under betryggende former. Udlevering sker typisk ved, at de danske myndigheder tilbageholder en person, som opholder sig i Danmark. Enten i kraft af et statsborgerskab, eller hvor en udenlandsk statsborger på anden måde opholder sig her i landet – eksempelvis i kraft af en opholdstilladelse.
Af samme årsag må udlevering ikke sammenlignes med den situation, hvor en dansk statsborger tilbageholdes i udlandet for en påstået kriminel handling. Udlevering kræver at en påstået gerningsmand skal krydse en landegrænse, hvilket ikke sker ved tilbageholdelse i samme land, som den formodede kriminelle handling eller undladelse påstås begået.
Når først udleveringen er sket, vil den danske stat reelt være uden mulighed for at påvirke den senere retssag eller strafafsoning. Eksempelvis har det igennem tiden været et omdiskuteret emne, om Danmark skulle udlevere personer til retsforfølgning i USA, hvis disse risikerede dødsstraf.

3. Indgåede udleveringsaftaler
Danmark har indgået en lang række udleveringsaftaler med forskellige andre lande, som efter dansk opfattelse opfylder kravene til hvad man kunne kalde såvel sikre retssager som generelt betryggende overholdelse af menneskerettighederne.
Af samme årsag er der ikke indgået udleveringsaftaler med lande, hvis demokrati må anses for enten sårbart eller hvis retssystem på afgørende punkter adskiller sig fra det danske. Omvendt er der derfor fx indgået udleveringsaftaler med lande som USA og Schweiz, således at begge lande har mulighed for at straffe handlinger begået på ”lokalt” grund af den anden lands statsborgere.

4. Manglende udleveringsaftaler
Grundtanken om at Danmark kun sjældent udlevere sine statsborgere til retsforfølgelse i udlandet medfører, at der ikke sker udlevering hvor en sådan udleveringsaftale ikke er indgået. Eksempelvis vil den danske stat kun i meget specielle omstændigheder forestå udlevering af en dansk statsborger til retsforfølgelse i et land som fx Nordkorea, hvis retssystem adskiller sig væsentligt fra det danske. Manglende udleveringsaftale medfører af samme årsag, at det fremmede land pænt må vente på den danske statsborgers udrejse fra Danmark til enten det land der eftersøger danskere, eller et andet land hvormed der er indgået en udleveringsaftale.
Omvendt betyder en manglende udleveringsaftale, at Danmark ikke kan kræve udlændinge fra sådanne lande som opholder sig i hjemlandet udleveret til retsforfølgning her i landet. Vi må derfor på samme måde afvente en udrejse, for at en formodet lovovertrædelse kan forfølges.

5. Modtagerlandes anmodning
For at der kan ske udlevering til et andet land af en dansk statsborger er det en naturlig nødvendighed, at modtagerlandet har udstedt en arrestordre på den pågældende eller på anden måde krævet fængsling over gerningsmanden.
Efter Udleveringsloven er det uklart hvilke formkrav der stilles til dén udenlandske stat, som kræver udlevering af en dansk statsborger. Når dette ikke må formodes at have givet væsentlige problemer indtil nu i praksis skyldes det formentlig, at der sjældent er tvivl om hvorvidt en anden stat ønsker udlevering af en dansk statsborger. Uanset om anmodningen sker på baggrund af en dommerkendelse eller anmodning fra de relevante politimyndigheder. Desuden vil udleveringsbegæringen normalt kun fremkomme hvor der er tale om væsentlige forbrydelser, som i modtagerlandet medfører længevarende fængselsstraffe.

6. Dokumentation for udleveringsbegæringen
Som noget specielt har Danmark i forskellige internationale konventioner og udleveringsaftaler taget forbehold for, at man kan kræve dokumentation fra det land som kræver anmodning om udlevering af danske statsborgere. Kravet om fremsendelse af dokumentation sker, hvor de danske myndigheder med en vis vægt kan siges at være i tvivl om udleveringsbegæringen. Eksempelvis hvor dén som anmodes udleveret med en vis rimelighed kan fremlægge, at såvel de påståede handlinger som en forestående retssag ikke vil forløbe på betryggende vilkår eller i det hele taget hviler på et forkert grundlag.
Der bør dog ikke være tvivl om, at der alene er tale om en undtagelse som kun bringes til anvendelse i meget sjældne situationer. I kraft af at have indgået aftaler om udlevering af hinandens statsborgere, må den danske stat siges at have tilsluttet sig en generel udleveringstankegang.

7. Afprøvning af udleveringsanmodning
Det er ikke unormalt at de personer som står foran en udlevering til et andet land og forventer at blive dømt heri, forsøger at modsætte sig udleveringen. Specielt i sager hvor der kan forventes en langtrukken fængselsstraf, forsøges med et længere juridisk tovtrækkeri, som normalt starter ved de danske domstole.
De førte sager her kan til en vis grad sammenlignes med almindelige retssager, hvor den udleveringsanmodede anlægger en almindelig retssag med påstand om ikke at kunne udleveres til det pågældende land. Den danske stat vil i så fald på vegne af udleveringslandet fastholde kravet, som vil skulle afgøres ved danske domstolene. I sidste ende vil det derfor normalt være Højesteret som vil kunne afgøre, om der skal ske udlevering af en dansk statsborger.

8. Udlevering til ikke EU-land
For at der kan ske udlevering til af personer fra Danmark til et land som ikke er medlem af EU, gælder der ved siden af den indgåede udleveringsaftale med landet samtidig et krav om, at den kriminelle handling eller undladelse skal kunne straffes med fængsel i mindst 1 år her i landet. Blandt momenterne i bedømmelsen heraf synes at være, hvor stor en straf man ville have opnået her i landet for de kriminelle handlinger/undladelser. En tankegang som bl.a. går igen i en af de væsentligste afgørelser indenfor området – en afgørelse fra Vestre Landsret tilbage fra 1988. Sagen omhandlede en tysk statsborger, som igennem en årrække havde været bosat i Danmark. Under sit ophold her i landet fremkom han med udtalelser om minoritetsgrupper, som efter tysk retspraksis måtte anses for at kunne medføre fængsel i mere end 1 år. Vestre Landsret nægtede dog en udlevering, eftersom man ikke vurderede udtalelserne for så krænkende, at de nødvendigvis ville være strafbare her i landet.
Afvendes dommens grundtanker, hvilket formentlig er nødvendigt i lignende udleveringssager, er det derfor nødvendigt at stille sig i en dansk dommers sted. Må denne formodes at ville give mere end 1 års fængsel for en kriminel handling/undladelse, vil en udlevering normalt blive gennemført til et land, hvormed der er indgået en udleveringsaftale. Efter omstændighederne kan kravet dog også være straffe på mere end 4 år, hvor den formodede gerningsmand ikke har haft sin bopæl i den anden stat indenfor de seneste par år. Samtidig kan der ske udlevering på trods af begrænsningerne i fængselsstraffenes længde i Danmark, hvor udleveringsaftalerne tager stilling til dette forhold.

9. Udlevering til et EU-land
Kræves udleveringen fra et andet EU-land, vil det ofte ske på baggrund af de såkaldte europæiske arrestordre. Anvendes en sådan er den almindelige konsekvens, at der vil kunne ske udlevering uanset om den formodede strafbare handling/undladelser er en overtrædelse af dansk lovgivning.
Udlevering på baggrund af den europæiske arrestordre vil på denne baggrund kunne ske indenfor følgende områder:
1. Deltagelse i en kriminel organisation,
2. Terrorisme,
3. Menneskehandel,
4. Seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi,
5. Ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer,
6. Ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosive stoffer,
7. Bestikkelse,
8. Svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser,
9. Hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold,
10. Falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen,
11. Internetkriminalitet,
12. Miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter,
13. Menneskesmugling,
14. Forsætligt manddrab og grov legemsbeskadigelse,
15. Ulovlig handel med menneskevæv og –organer,
16. Bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning,
17. Racisme og fremmedhad,
18. Organiseret eller væbnet tyveri,
19. Ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande,
20. Bedrageri,
21. Afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning,
22. Efterligninger og fremstillinger af piratudgaver af produkter,
23. Forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel med falske dokumenter,
24. Forfalskning af betalingsmidler,
25. Ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer,
26. Ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer,
27. Handel med stjålne motorkøretøjer,
28. Voldtægt,
29. Forsætlig brandstiftelse,
30. Strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed,
31. Skibs- eller flykapring, og
32. Sabotage.

Hovedparten af disse forbrydelser må anses grænseoverskridende, hvorfor det kan forekomme fornuftigt at have en sådan generel udleveringsaftale indenfor disse områder. Samtidig må EU-medlemslandenes retssystemer anses for så lig de danske, at en dansk statsborger som minimum må kunne forvente en retfærdig rettergang, uanset hvor i medlemslandene sagerne behandles. Kommer udleveringsanmodningen i stedet for overtrædelser som ikke er på ovenstående liste, vil udlevering normalt kunne ske hvor handlingerne eller undtagelserne er strafbare i såvel gerningslandet som Danmark. På tilsvarende måde som ved udleveringsanmodninger fra lande som ikke er medlem af EU, er kravet at straffen må forventes at blive på mere end 1 års fængsel i såvel anmodningslandet, som hvor vurderingen foregik efter dansk ret.

10. Begrænsninger i udleveringsadgangen
Fra dansk side gælder visse begrænsninger i adgangen til at udlevere danske statsborgere til retsforfølgelse i udlandet. Først og fremmest er der fra dansk side taget forbehold for, at udlevering kan ske hvor retsforfølgelsen skyldes politiske forhold. Eksempelvis hvor en stat, som Danmark har indgået en udleveringsaftale med, ønsker at retsforfølge en dansk statsborger som følge af dennes politiske overbevisning. Samme tankegang gør sig gældende, hvor en person ønskes udleveret grundet dennes aktiviteter af religiøs art, eller hvor lignende forhold gør sig gældende, hvor de traditionelle vesteuropæiske frihedsbegreber må forventes at blive krænket.
Et andet område med væsentlige begrænsninger indenfor udleveringsadgangen er hvor den påståede gerningsmand må forventes at blive udsat for en problematisk behandling, at det strider mod hvad man som dansk statsborger med berettiget kan forvente. Blandt eksemplerne kunne være hvor landet hvortil udleveringen i givet fald skulle have været sket, må forventes at ville udsætte den pågældende for tortur eller lignende foranstaltninger.
Det bør dog ikke være tvivl om, at der alene er tale om undtagelser som sjældent finder anvendelse. Som dansker må man forvente at kunne udleveres, hvor anmodningen kommer fra et land der har indgået en udleveringsaftale med Danmark. I modsat fald kunne man med en vis vægt påstå, at de indgåede udleveringsaftaler mellem landene ville få en meget begrænset effekt.

11. Anmodningslandets kompetence
I relation til udleveringsanmodningen er det afgørende at fastlægge, hvor den påstående kriminelle handling eller undladelse geografisk skulle være foretaget fra. Den danske strafferet bygger på, at vi selv ønsker at straffe de lovovertrædelser som foretages i Danmark eller hvor udlændinge begår eller forsøger at begå lovovertrædelser fra udlandet, som fysisk rammer her i landet. Eksempelvis hvor englændere sender brevbomber med posten fra London til adresser i København.
Af samme årsag er det en selvstændig udleveringsforudsætning, at lovovertrædelsen ikke bliver eller er blevet straffet her i landet. Er brevbomberne i stedet sendt fra København til London, bør der også kunne straffes herfor i Danmark. I så fald vil yderligere straf end den danske ofte være at anse for unødvendig i danske øjne.

12. Begrebet dansk statsborger
Udleveringsloven taler om udlevering af danske statsborgere, hvilket i denne forbindelse skal fortolkes måske lige lovligt udvidende. I hvert fald antages ”dansk statsborger” at omfatte personer med statsborgerskab i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige. Disse lande har samme opfattelse af statsborgerbegrebet, således at man som dansk statsborger vil kunne forvente udlevering til retsforfølgelse til et andet land, hvis man opholder sig indenfor Norden. Den udvidede fortolkning skal ses i lyset af, at der indenfor de nordiske lande i generationer har været pasfrihed, således at man normalt ikke har skullet vise rejsedokumentation mellem landene.

13. Justitsministerens kompetence
Indenfor visse begrænsninger er den danske justitsminister tillagt kompetence til at udlevere danske statsborgere mv. til retsforfølgelse i udlandet, på trods af en manglende udleveringsaftale. Grundtanken synes at være at udlevering dog kun kan ske, hvor det pågældende land hvor udleveringen skal ske til opfylder de samme krav, som er stillet til de lande hvor der er indgået en udleveringsaftale med. Eksempelvis hvor et nyt land er blevet skabt som følge af en opsplitning af to eksisterende, hvormed der tidligere var en udleveringsaftale.
Justitsministerens muligheder bør samtidig ses i lyset af, at det ikke er hensigtsmæssigt hvor en person kan gemme sig i Danmark for forbrydelser begået i udlandet, hvis der ikke er indgået en udleveringsaftale. Specielt ikke hvor den kriminelle handling eller undladelse er begået fra Danmark.